Ekskluderende manifest

Fra nu af skriver jeg kun for dem der stadig tror ambulancer er biler på flugt, at pæretræets blomster er pigernes afbud til festen og at kirker kun kan bygges af vragdele fra bombefly. For dem vil jeg hylde postvæsnets hemmelige schæfere, indlægge mannequindukker og dræne komfuret for gas. Det er efterhånden sent nu, jeg længes efter at høre ekkoet af fabeldyrets skridt henover slotspladsen, lyden af glaskugler i stofposen der rammer brostenene, hans øjenhulers radioaktive glødepærer. Jeg har vadehavet med ind på caféen, kystlinjerne er til forhandling i servitricens øjne. For hende hyler luftsirenerne over byen som anonyme stikkere i atmosfæren.

hvor meget integritet mister man
nej -
hvor længe går der mellem "at blive" og "er det"?

ja! jeg vil
drøn
gerne
have din elektroniske
Olivette ET Personal 55
kamprobot
med skelet
af dåsepant

vi udskyder det
satme
det med
giftermålet
det render ingen steder
blodet
kødet
benet
kirtlerne
det render ingen steder
ingen steder render det
du

ikke det der ligner

der er ikke noget af det dér vores overlevelse
tænker alligevel lige det må understreges,

ingen intention, ikke det der ligner.

der er noget at vi ikke er døde
og så det der kommer bagefter

bare det at dig skal jeg da have med
at der er lidt finde ud af hvor træerne gemmer sig

bare sådan noget læg nu det der fra dig
sådan noget glo lidt rundt

Grillstarter

Hvis nu vi antager, at du har en sjæl at diffundere rundt i - hvor meget af den er så aflejret i de puder, du sover med om natten - eller kraven på din vinterfrakke - eller i sommerhusets brune blomstermalerier. Det er en kendt sag, at sjælen siver ud af ørerne, når man sover. Og kravler lidt længere ind, hver gang man drømmer om døden. Herefter drejer det sig primært om at se både de solbrændte piger og de fulde hjemløse i øjnene, før man hægter dem op på væggen blandt de druknede sømænd.

nu alle de labile taxachauffører
og det der er tilbage når de dør

en kjole de har gået i, sådan noget

mit job er at snuble i de der fraktaler
derfor kan jeg jo godt pjække

derfor kan jeg jo godt mene

at det sådan set er sjælen der råder
og stoffet der er udødeligt

Første person flertal

Det er 100% det sidste du vil høre lige nu, men jeg sad og blev misundelig over dit valg af tematik. Alle de lister man laver over med uopsættelige forbedringer af livssituationen i nogenlunde rækkefølge efter graden af uopsættelighed. Jeg vil bare gerne mødes igen snart, så vi kan rive ærmerne af min trøje.

Jeg har sat ild på en pibe og lagt den til tørre i udhusets fugtige mørke. For tiden bruger jeg en af de der små vandfyldte julelandsskabsrystecylindre fra Fætter BR som brevvægt. Jeg kalder den Oluf, fordi den på én gang fremstår stabil og ugidelig og på den måde reflekterer en tilstand, som jeg vil være bekendt. Jeg ryster den hver aften inden jeg går til ro.

(Fold også mig i et sort flag og kast mig i havet, hvis det kan lade sig gøre.)

sway-digte #1

hvordan kan jeg overbevise dig

smøgpakkerne eksploderende i lommen

fadøllen i guldalderkunsten

gipshænder, flyveforbud

jeg vælter som lightere

eller, skal lige trøste baglokalet

dørmænd ligger i murbrokkerne

sprængte og overskårne

som rundstykker

Hængselsdigte #1

Jeg træder gennem græsset som man træder i fuldskab gennem fremmede børneværelser på jagt efter servietter. En genkomst af den sortskinnende ungdom, hvor man trådte henover de løfter, man gav sig selv periodisk i branderter, og nu ikke længere kan huske, hvordan lød.

test i E-mol

Hermes, det mest beske jeg ved er et eftersendt brev, den hvepseeffekt!

Ellers fester jeg efter bedste evne, mest efter elleve. Ved Demeter! Elveren rendte med dette emne.