ved ærligt talt
ikke hvad jeg vil nogen
af dem jeg støder
ind i

måske rækker
det at sige at magien
er mit eget dumme
lille ærinde

en sag mellem lyskeglen
fra lommelygten
og batteriernes syre

men jeg forstår det ikke, hvordan
du altid får det ganget op
på den måde

hvordan jeg altid ender
i biografen alene med en
telefon på lydløs

hvor displayet skriger af
mig mens den brænder
sammen

aaaaaaaaaaaaaaaaaaaazzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzz
siger det i min mave
når jeg ser dine tænder

glimte som i det bløde lys fra børnehaven
strålende ud i natten på en gammel duknakket
børnehavedag som jeg får huskeværk af at huske på

giv mig tennisbolden Thomas
jeg er på hold med dem fra syvende
tre minutter før det ringer ind
losser jeg dig kraftedeme en

over dit ferieblege
parcelhusskinneben

klart jeg har lov til at blive en lille
smule vanvittigt til mode

når jeg snuser den skarpe
rene morgenluft
i den der kalligrafi rundt
om øjnene på hende

klart nu når
det bliver tidlig formiddag i japan
eller hvad det nu er

at jeg har aflyst min tid
hos lægen

han skal ikke sprøjte
det der beroligende lort
ind i min hals

ingen grund til at sige for meget
jeg flakser mønterne rundt i min hånd
og træder ind i caféen
der dufter varmt af kvinder og produkter
og jeg ser min indre cowboy 
flygte forlegent ud i lokalet
og ned i det mærkelige mørke
der findes mellem kopper og underkopper

så var han bare noget jeg havde på
som en skal eller filmen over falske tatoveringer
man trykker fast med en klud
nu er han trukket af og man kan tydeligt se
at jeg lå og stirrede på månen i nat
når man ser hvordan de tænder de lyser og lyser

Fordi jeg er ærlig
og har en del kraftidiot
løbende i årerne

har jeg ledt huller
i jorden efter et
spørgsmål til din fine
mørke butik

og da vi
mødes over
kasseapparatet
er der en fordybning
 i min hånd

hvor mine små tænder
skinner det bedste
de har lært

og jeg siger:

her hvad tager du for de her

vel vidende om dine svage knogler
er månen havet utro
med vandet i regnskovens krop

deltaerne der spreder sig grådigt
henover det landkort
du prøver at holde foran dig
som et skjold

Lad os lige flyve afsted mod Saturn i metropolens næste perfekte aftenskumring
vi flyver i en søjle opad fra hver vores oplyste gadehjørne mens vore telefoner blinker tavts mod et kommende uvejr som vi snart skal rejse igennem med vores hoveder rettet mod Det Øvre det bedste vi har lært
17 kilometer over byen
fra alle vinduer råber godtgørere om deres personlige rejser
her har de har mærket næsten to årtiers indskoling
hvor sorgen er blevet knægtet om til huller i deres fantasi
smuldre i deres indre og sive med blodtrykket ud af kroppen under neglene
og ned omkring ørerne på en kræftsyg tiger
der hedder det samme som en indisk guide der hedder det samme som en død missionær
der hedder det samme som en forhistorisk romersk helgen